Velkommen til byens bedste filmklub...  


     
    Lido Biografen

  Vejle Filmklub viser film i samarbejde med Lido Biograferne 12 søndage fra september til marts sædvanligvis kl. 16.00 / 16.15.

Billetter udleveres fra gang til gang ved bordet under trappen i biografens forhal fra kl. ca. 15.30 på adressen: Søndertorv 1, Vejle.

Priser
525 kr. for 12 film (sep-mar) eller
325 kr. for 6 film - enten efterår (sep-nov) eller vinter (jan-mar)

Indmeldelse sker ved indbetaling til filmklubbens konto: 1551-0008882517. Husk at notere dit navn i emnefeltet (Meddelelse til modtager). Medlemsskabet er personligt.

Vedtægter og referater kan ses via links nederst på denne side.


Livets gang rundt i verden

Vejle Filmklub går igen globalt i sit nye program

Hvor smukt er der i en italiensk bjerglandsby? Kan kærlighedsforhold på tværs af trosretninger lykkes i Indien? Hvordan finder folk i det hele taget på at behandle hinanden rundt omkring i verden? Hvordan kan livet i Georgien forme sig? Hvordan risikerer kvinder at blive behandlet i Iran? Det er noget af det, du kan blive klogere på fra den 6. september, når Vejle Filmklub indleder en ny sæson med 12 film fra vidt forskellige lande og med vidt forskellige problemstillinger – og i tilgift giver muligheden for at se to Oscar-bidrag... mere...




     
       


    PROGRAM 2026-2027

Printvenlig version nederst



   

   

    01


    06.09.2026
All we imagine as light
Sygeplejerskerne Prabha og Anu er bofæller i Mumbai. Prabha er gift, men har ingen kontakt med sin mand, der bor i udlandet. Anu er yngre, fuld af drømme og har en romance med en muslimsk mand, som hun skal holde hemmelig for sin hinduistiske familie. Prabha er ikke imponeret, men da hendes egen undertrykte længsel efter intimitet bliver bragt til live af en bejler, ændrer hendes syn på Anu's lidenskab sig også. En tur væk fra storbyens larm til et stille kystsamfund giver plads til, at kvindernes følelser og længsler for alvor kommer til udtryk. Med fængslende, visuel glans og et skarpt blik for både hverdagsscener og drømmeagtig magi er Payal Kapadias prisvinder vitterligt en af årets allerfineste film. Filmen vandt Juryens Grand prix (reelt festivalens andenpris) i Cannes og er siden blevet hyldet i nær og fjern – og indtager bl.a. førstepladsen på Sight & Sounds årsliste. - Læs mere



   

   

    02


    20.09.2026
En kage til præsidenten
Irak, 1990’erne. Mens landets indbyggere kæmper for at overleve både krig og mangel på fødevarer, kræver Saddam Hussein, at alle landets skoler skal bage en kage for at fejre hans fødselsdag. Selvom hun gør alt for ikke at blive udpeget, ender 9-årige Lamia med opgaven. Sammen med vennen Saeed må hun nu bruge alle sine evner på at samle ingredienser til kagen. Hendes søgen fører hende til nye steder og personer, der vil vende op og ned på hendes liv og verdensbillede for altid. Filmen er en varmhjertet crowd-pleaser og en tragikomisk fortælling fuld af liv og charme om et Irak sjældent set skildret på film. Iraks officielle Oscar-kandidat 2026! Vinder af Caméra D’Or på Cannes Film Festival. - Læs mere


   

   

    03


    04.10.2026
Tatami
Den iranske judoudøver Leila rejser til verdensmesterskaberne sammen med sin træner, Maryam, med det ambitiøse mål, at vinde sit lands første guldmedalje. Hun når langt i turneringen, men forud for mødet med en israelsk modstander, bliver Leila pludselig beordret til at foregive at være skadet og lade sig tabe, for ikke at blamere den islamiske republik. For at tvinge hende truer regimets agenter hendes forældre, mand og barn, samt bortfører Maryams far. Leila står nu overfor et umuligt valg; at trodse regimet eller opgive drømmen om guldet. - Læs mere


   

   

    04


    25.10.2026
Saras stempel
Under stor jubel bliver hun valgt som den første kvindelige politiker i en afsides landsby i Iran. Snart møder hun modstand i kraft af sin nye position, men det er hun vant til og hun ved bedre end at give slip på det stempel, der helt konkret giver mulighed for at modarbejde korruption og kvindeundertrykkelse. Hun fortsætter sit arbejde med at inspirere unge kvinder i og omkring landsbyen til at sætte sig imod patriarkalske synspunkter. Hun tilbyder motorcykellektioner og udfordrer praktiseringen af børneægteskaber, og hun holder på sit for at udvikle området omkring hende. Selvom mange af mændene i landsbyen er imod hendes arbejde, viser hun stor styrke og udholdenhed og hendes modstandere må tage stadig større skyts i brug. En modig og medrivende dokumentar om at stå op for sig selv og kæmpe for en bedre fremtid for kommende generationer. Filmen vandt World Cinema Jury-prisen på årets Sundance Film Festival. - Læs mere


   

   

    05


    08.11.2026
Mig og pingvinen
Inspireret af en sand historie om en livstræt engelskprofessor, Tom (Steve Coogan), der i 1971 rejser til Argentina for at undervise. Her møder han et splittet land, en streng rektor (Jonathan Pryce) og en gruppe uregerlige elever. Men alting ændrer sig, da han en dag redder en pingvin fra et olieudslip på stranden. Det bliver starten på et uventet venskab, der kan lære Tom og alle omkring ham noget vigtigt om livet. - Læs mere


   

   

    06


    22.11.2026
Vermiglio
Vi befinder os i de italienske Alper under Anden Verdenskrig i den afsidesliggende bjerglandsby Vermiglio, hvor den unge desertør Pietro melder sin ankomst og får lov at gemme sig i staldene. Alle er nysgerrige på den nytilkomne, ikke mindst den lokale lærers datter Lucia. Snart indleder de to et romantisk forhold, der ikke kun får konsekvenser for dem, men også for Lucias store familie, hvis gamle patriark må indse, at han ikke længere er alene om at bestemme verdens gang. Filmen blev fuldt fortjent tildelt Sølvløven på filmfestivalen i Venedig. Filmen var nomineret til Golden Globe og shortlistet til Oscar. - Læs mere


   

   

            Julepause

   

   

    07


    03.01.2027
En anden verden
Ángela, en døv kvinde, venter sit første barn med sin hørende partner Héctor. Barnets ankomst udfordrer parrets balance, og Ángela må finde sin egen vej ind i moderskabet i en verden, der ikke altid er skabt til hende. Læs mere
Filmen skildrer mødet mellem to verdener og minder tilskuerne om, hvad det er muligt at overkomme, når der er kærlighed til det. - Læs mere
Filmens originaltitel 'Sorda', der betyder 'døv', kan også referere til en omverden, som ikke lytter til Ángelas behov. En velspillet, afdæmpet og fascinerende film, hvis lydside også er af en anden verden.


   

   

    08


    10.01.2027
Klasselæreren
Mere end 60 procent af alle børn i Wiens folkeskoler har ikke tysk som modersmål. Samtidig er der akut mangel på lærere og vejledere. Dokumentarholdet fulgte en skoleklasse i tre år, og resultatet er et forbløffende muntert portræt af et usædvanligt samfund. "Vi ville finde ud af, hvem de er og blive fortrolige med deres evner og strategier, deres glæder, frygt og strabadser,” fortæller instruktør Ruth Beckermann. En film om undervisning og læring og de ofte meget overraskende oplevelser et sted midt imellem. - Læs mere


   

   

    09


    24.01.2027
Samia – Den lille drømmer
I Somalias fattige hovedstad, Mogadishu, drømmer den selvstændige pige Samia sammen med sin bedste ven, Ali, om en dag at blive berømt for sit talent. Samia er løber – og en hurtig en af slagsen. I et land, hvor borgerkrigen raser, og hvor det er forbudt for kvinder at dyrke idræt, synes det dog at være en umulig drøm. Men med hjælp fra sin støttende familie fortsætter Samia med at træne i skjul, både dag og nat, for at nå sit store mål: at deltage i OL i Beijing i 2008. Risikoen er høj, og omkostningerne store for både hende og familien. Den rørende og sande historie om løberen Samia Yusuf Omar, der blev et symbol på kampen for frihed og kvinders rettigheder over hele verden. Filmen er baseret på Giuseppe Catozzellas internationale bestseller. - Læs mere


   

   

    10


    07.02.2027
Diamanti
En filminstruktør har samlet alle sine yndlingsskuespillerinder for at lave en film om dem, men han ved ikke rigtig, hvordan den skal forme sig. Snart giver en gammel talemåde dog det indlysende svar, at klæder skaber folk. Omdrejningspunktet for filmen om filmen er alle disse skønne kvinder, som i det store hus med de mange vidunderlige kjoler, hver har sin egen historie at berette. Det hele foregår ikke uden rivalisering, men sammenholdet er også stærkt i jagten på den definitive skønhedsåbenbaring. Udenfor står mændene som den livgivende nødvendighed men ikke nødvendigvis sikre ballast, som “diamanterne” sommetider vejes af efter, så de funkler og stråler klarest. Handlingen udspiller sig i 1970’ernes Rom for at blive rundet af i et – næsten – tomt hus mange år senere. - Læs mere


   

   

    11


    28.02.2027
Souleymane's story
Mens han cykler gennem Paris’ gader for at levere mad, repeterer Souleymane sin historie for sig selv. Om to dage skal han bestå sin asylansøgningssamtale, som er nøglen til at få lovligt ophold i Frankrig. Men Souleymane er ikke klar. Om dagen går tiden med at tjene penge nok som cykelbud til at skabe sig et liv. Om natten kæmper han om de få sengepladser i byens hjemløse-herberger. Og i hjemlandet Guinea er der en familie og en forlovet som regner med ham, men vis eksistenser fortoner sig i WhatsApp-beskeder og dårlige telefonforbindelser. Souleymane står over for et livsafgørende valg. Hvilken historie om sit liv skal han fortælle? Skuespilleren Abou Sangare, som vandt priser både i Cannes og ved European Film Awards, er sårbar, rørende og ganske enkelt forrygende i rollen som den desperate Souleymane, og man følger hans gribende og hektiske rejse gennem Paris’ gader med hjertet oppe i halsen. - Læs mere


   

   

    12


    14.03.2027
Mælkevejen
I den landlige Jura-region i det østlige Frankrig bor 18-årige Totone sammen med sin far og sin lillesøster. Her bruger han det meste af sin tid på at drikke øl og feste med sine venner uden at skænke fremtiden mange tanker. Livet er simpelt og bekymringsfrit. Men da en tragedie rammer den lille familie, banker virkeligheden pludselig på og efterlader Totone med ansvaret for sin 7-årige lillesøster. Han må nu hurtigt finde en måde at tjene til dagen og vejen på. Da Totone opdager, at han kan vinde 30.000 euro ved at lave den allerbedste Comté-ost i regionen i den store landbrugskonkurrence, tager hans liv en helt ny retning, med både håb og drømme forude. Filmen vandt ungdomsprisen i 'Un Certain Regard'-sektionen under Cannes Film Festival. En hjertevarm og sanselig fortælling om kærlighed, venskab - og ost.
- Læs mere


   

   

    Vedtægter



    14.03.2027
Generalforsamling
jvf. foreningens vedtægter


   

   

            Program til printning

   



   

   
Filmplakat (pdf)



   
Efterår 2026 (pdf)



   
Vinter 2027 (pdf)


   

  facebook   Tidligere film - Bestyrelsen - Vedtægter - Referater

     
  © Vejle Filmklub -  CVR 31516102 -  Danske Bank: 1551-0008882517 -  Opdateret: 26.07 - 25.08 (bo)